Vandveje i Thailand

VANDVEJE
I århundreder har floderne og khlong’erne fungeret som Thailands landeveje. De årligt tilbagevendende oversvømmelser i floddeltaet gør det umuligt at bygge veje her. Floderne brugtes også som et naturligt forsvar mod indtrængende fjender, fordi de fungerede som voldgrave.

I lavlandet ved Ayutthaya beviste thailænderne, at de var fremragende ingeniører. De omdirigerede en flod og omdannede Ayutthaya til en ø, så den kunne beskyttes mod indtrængende fjender. Senere i Bangkok gravede de en kanal på tværs af en landtange, hvor Thammasat-universitetet og Wat Arun nu ligger, for at afkorte en lang og besværlig vej. Jorderosion gjorde kanalen bredere, og den er nu blevet til flodens hovedløb. De afskårne flodkrumninger blev til Bangkok Noi og Bangkok Yai, de to hovedkanaler der løber gennem Thonburi.



Da kong Rama 1. grundlagde Bangkok, gentog han denne struktur ved at grave tre koncentriske kanaler og derved gøre hovedstaden til en ø, og flere andre kanaler blev gravet for at forbinde dem. Indbyggerne boede i huse, der var bygget på tømmerflåder af bambus, som fulgte flodvandets stigen og falden. Alle rejser foregik med båd – i 19. århundrede var der mere end 100.000 både på kanalerne.

Den mest omfattende udvidelse af kanalsystemet fandt sted i kong Chulalongkorns tid. Hans ingeniører kortlagde det centrale lavland, og kongen tildelte alle bønder et stykke jord, hvis de lovede at grave det kanal-afsnit, der skulle løbe gennem netop deres jordstykke. I løbet af ganske få år løb tusindvis af kilometer kanaler på kryds og tværs gennem det centrale lavland. Størrelsesordenen af dette vældige projekt kan kun ses rigtigt fra en flyvemaskine.

Omkring midten af 20. århundrede foretog Bangkok et tungt valg ved at opgive bådene til fordel for bilerne. Kanalerne blev fyldt op og omdannet til veje, og husene blev bygget på fast grund. Resultatet falder straks turisten i øjnene: Tætpakkede, larmende gader i den varme årstid, oversvømmede gader i regntiden. Sejlturene på byens kanaler er et af højdepunkterne på en rejse til Thailand, og samtidig er en tur med en reua haanyao (kaldet longtail-både) – en lang, fladbundet båd – en af de mest kølige rejseformer. En reua haanyao er en speciel thailandsk opfindelse, skabt af nod. Rent konstruktionsmæssigt er den uhyre simpel.

En motor fra en bil eller en lastbil med en lang aksel rager ud fra båden, en lille propel drejer hurtigt rundt, vandet pisker omkring og står op i kaskader, og båden drives frem med ret høj fart. I meget smalle kanaler kan styrmanden nemt styre båden, da motoren kan drejes i alle retninger.

På blot halvanden time kan man opleve en smuk tur op til Khlong Bangkok Noi. Ikke så langt fra Bangkok Noi-banegården ligger Museet for De Kongelige Både. Man kan bede bådføreren om at stoppe et stykke tid, så man kan se museet og bådene. Fortsæt op ad kanalen, drej ind i Khlong Chak Phra, som kort efter skifter navn til Bang Kounsri, og endelig til Bangkok Yai.

En af de smukkeste khlong’er i den østlige del af Bangkok er Khlong San Saep, som blev udgravet med det formål at transportere tropper til Chachoengsao, der skulle kæmpe mod indtrængende fjender fra øst, og for at forbinde Bangpakong-floden med havet. Kanalen begynder ved Pratunam, men vandet her er ulækkert og stinkende. Det er bedre at begynde ved Ekamai-broen eller ved Phrakanong Klong Tan-broen. Kanalen er lige og uden skygge, så den er ikke så spændende som de bugtede Thonburi-kanaler, men man sejler gennem et smukt område med rismarker. Under alle omstændigheder er enhver khlong spændende at sejle på opdagelse på.