Tag-arkiv: Thailandske buddhistiske templer

Thailandske buddhistiske templer

TEMPELTEKNISK
De thailandske buddhistiske templer bliver som regel blot refereret til som wat. Reelt er wat betegnelsen for en tempelgrund, hvor mænd og kvinder kan blive ordineret som buddhistiske munke og nonner. Tempelverdenen er sædvanligvis adskilt fra den sekulære ved en omkransende ydre mur. Inden for muren findes et kvarter, et område for munke (eller nonner), kaldet kuti. Det er her, de studerende lever, sover og indtager deres ene daglige måltid, og det er ofte her, man kan støde på studerende i mere uformel snak eller leg. Det egentlige tempel er ligeledes omgivet af en mur, der indkredser det hellige område, hvor undervisning, meditation og ordination foregår. Det helligste sted her er bot, eller ubosot. Her gælder ingen verdslige regler – kun Buddhas lære. Bot bør være afgrænset af markører i sten, såkaldte bai sema, otte af slagsen. Somme tider er disse stenstøtter indsat i små pavilloner.

Tempelgrundens bot minder meget om den såkaldte vihaan, der kan kaldes tempelgrundens forsamlingshus. Vihaan er nemlig det sted, hvor besøgende viser deres respekt for Buddha. Det er typisk her, man oplever aktivitet og masser af røgelse. Både bot og vihaan fremstår som tempelbygninger placeret mest centralt på tempel-grunden med karakteristiske tage i flere lag, en eller flere Buddha-statuer og gerne afbildninger af Buddhas fødsel og liv, jataka, samt scener fra den buddhistiske og hinduistiske mytologi. Mange tempelgrunde har begge dele, men alle har de studerendes forsamlingssted, bot. Der kan sagtens være flere mindre pavilloner på området, hvor såvel lægfolk som de studerende ved templet opholder sig.



Disse pavilloner kaldes for sala. Navnet er i dag synonymt med de typiske thailandske bygninger, som bl.a. ses i rismarken, i grøftekanten eller som landsbyens forsamlingshus. Bot og vihaan kan være svære at skelne, og det samme er tilfældet med chedi eller stupa, de ofte guldbelagte monumenter, som står fremme på den inderste tempelgrund og undertiden udgør selve templets midtpunkt. Uanset navnet er der tale om et konisk formet monument – en snurretop på hovedet; en pyramide med bløde udstrakte former. Hos khmer-folket kaldes disse højtragende spir for prang, men funktionen er den samme, uanset navnet. Der kan være mange chedi’er på en tempelgrund.

En chedi indeholder sædvanligvis asken fra en eller flere hellige eller højt respekterede personer. Hvis ordet that indgår i templets navn, er et Buddha-relikvie begravet i chedi’en. Og ind-går ordet maha, er templet velsignet af kongen. Umiddelbart er det utænkeligt, at et tempel med et Buddharelikvie, hellig aske eller knogler ikke skulle være velsignet af kongen, derfor støder man oftest på wat mahathat som det helligste tempel i en thailandsk by. Endelig kan der også være et bibliotek, hor trai, hvor hellige buddhistiske skrifter opbevares. Biblioteket er ofte genkendeligt som en mindre, smal bygning på pæle. De hellige skrifter er nemlig beskyttet mod vejr og vind, især oversvømmelser. En sjov thailandsk tilføjelse til de buddhistiske templer er desuden åndehuse, der kan opstilles, når et tempel bygges, for at sikre at grundens ånder har et sted at være.