Tag-arkiv: Thailandsbugten

Thailandbugten

Øhavet er klædt i palmeskørt. Her svajer kokospalmerne uimodståeligt på tæpper af blødt sand, der lyser op i solens skarpe stråler. Fra flyet ligner de uskyldigheden selv, men alle vegne er strandene bogførte indtægtskilder. Her har rygsækfolket ellers i snart 30 år forsøgt at udleve drømmen om et gemmested med ubekymret livsførelse.



Flyet fra Bangkok brummer, mens udsigten er et skønmaleri af de fineste naturmateria-ler: flaskegrønne malerklatter tabt over et turkisblåt hav. Herfra skibes 3 millioner kokosnødder af sted om måneden. Og utallige små fiskerbåde med postkasserød ræling vugger i tilsyneladende harmoni. Da flyet lander mellem palmetræer, flagrende bregner og blomstrende, cyklamen bougainvilleaer, er det eksotiske maleri endnu intakt. Thailandbugtens øer er først og fremmest klart, blåt vand, der rytmisk kaster små bølger mod billedskønne strande. Men billige bambushytter direkte på stranden, restaurantudbud og natteliv er også attraktioner i sig selv. Omdrejningspunktet er strandene, mens daglige aktiviteter typisk er tilpasset den rolige rytme, som i bund og grund er øernes sjæl.

Smukke Ko Samui er Thailandbugtens pendant til Phuket. Og uden for lufthavnen venter taxaer uden taxameter og et optog af opsøgende sælgere. Med mere end 1 million årlige turister, der hver især spenderer godt 500 kr. om dagen, er billedet af Thailands tredjestørste ø fuld af nuancer og kontraster. Engang var øens lokalsamfund fordybet i arbejdet med at hente kokosnødderne ned fra den skov af palmer, der dækkede det meste af den 247 km2 store ø. I dag er Samui forvandlet. Samuis puls banker i et tempo som et tælleapparat af fremmed valuta. Billige, knirkende bungalower i bambus taber kampen mod strømlinede villaer med mere moderne design.

Kokos-nødderne plukkes af dresserede aber, fordi det er god underholdning. Vejen rundt om øen — et spor i hver retninger belagt med konvojer af metaltrætte lastbiler, der fragter vand og andre basale fornødenheder over fra fastlandet. Men endnu er toppen af kokospalmerne grænsen for byggehøjden på Samui. Chaweng-stranden er stadig den smukkeste — ingen nye fund slår den. Selv den hurtigere puls virker stadig afslappet i sammenligning med fx Phuket.

Men Samui er for længst blevet for kommerciel til rygsækfolket, der har slået nye rødder på de mindre øer mod nord. Ko Pha Ngan og Ko Tao har også nogle af Samuis skønhedstræk. Et kuperet terræn med et forrevent, skovklædt indre. En perle-række af fortryllende bugter, der gemmer på strande indrammet af små klippefremspring og rækker af palmetræer. Øerne er tilbagelænede som Samui for mange år siden. Men den støjende verden trænger sig på. For på Ko Pha Ngans østkyst tager en lille lufthavn form. Og fremover forventes de psykedeliske fuldmånefester på Pha Ngan at få besøg af weekendjetsettet fra Bangkok. Øhavet er under forvandling. Palmetræer og tiltrækkende strande fylder det meste af thailands tredjestørste Ø.

Øens 40.000 indbyggere tager dagligt imod strandhungrende globetrottere, der søger klart vand og livets lethed i solens varme stråler. Uforglemmelige feriedage med alt godt fra havet, cocktails i bløde strandstole og rensende spa-ophold, når tømmermændene stikker mere end myggestikkene. Rygsækrejsende, som i mere end 20 år har været fast inventar i hængekøjer mellem Samuis palmer, stikker i dag til søs med retning nord. Det samme gør nutidens Samui-gæster, når de i kajak og langhalebåde indtager det tindrende hav, der omgiver de mange naboøer. Samuis hoteludbud er det mest varierede i hele Sydthailand. Her finder man endnu knirkende, billige hytter i naturmaterialer med myggenettet bredt ud over sengen.



Størstedelen af øens hoteller har dog nu betonfundament og moderne bekvemmeligheder som a/c og eget køleskab. Øen er rig på helsecentre og spirituelle tilbud, og før eller siden bringer opholdet på Samui ro til sjælen.