Rejsen til Kina

KINA PÅ VEJ TIL MÅNEN

PÅ RESTAURANTEN QUANJUDE i Beijing hænger et historisk foto dateret den 7. juli 1971. På fotoet ses den kinesiske minister-præsident Zhou Enlai og USA’s udenrigsmi-nister Henry Kissinger, som i hemmelighed mødtes for at bane vejen for en tilnærmelse mellem verdens folkerigeste kommunistiske land og verdens stærkeste kapitalistiske land. På fotografiet sidder de to ved et veldækket bord, og tilsyneladende viser Zhou Enlai den amerikanske udenrigsminister, hvordan man holder på spisepindene. “Hvor længe har I brugt spisepinde her i Kina?”, spugte Kissinger høfligt. “Det har vi gjort i snart tusind år”, svarede Zhou Enlai. “Imponerende”, sagde Kissinger. “Men sig mig, hvad gjorde I så, før I opfandt spisepin-dene?”. “Der spiste vi med kniv og gaffel”, svarede Zhou Enlai. Selvom Zhou Enlai var kendt for sin humor, er dette sikkert en vandrehistorie, men udvekslingen er alligevel sigende og en god



påmindelse om, at Kina ikke længere blot er et udviklingsland, men en moden økonomi med selvbevidste forbrugere og iværksættere, der — ifølge partiets planer — frem mod 2035 skal gøre Kina til et af verdens ledende in-novative lande. I Kinas 13. femårsplan er det af samme grund meningen, at der i årene 2016-20 skal være fokus på innovation og grøn udvikling — og så genoptager Kina nu rumkapløbet med ture til månen i 2017 og 2018 og en Marslanding i 2020. For Kina øn-sker ikke blot at være verdens fabrik, men også hjernen, der føder det 21. århundredes teknologiske landvindinger.

ØKONOMISK RAKETPROGRAM

Det kører godt for Riget i Midten. Her tænkes der stort. Verdens største dæmning. Verdens højeste Buddha. Verdens hurtigste tog. Ver-dens højeste jernbane. Hongkong, Shanghai og Taipei konkurrerer om at bygge nogle af verdens højeste skyskrabere. Motorvejsnettet i Kina er nu langt større end i USA, og Kina har verdens største skinnenet til højhastighedstog, der kører mellem 250 og 380 km/t. End ikke de mest positive iagttagere har haft fantasi til at forudse den velstandsstig-ning, der siden 1978 har bragt 7-800 mio. ki-nesere ud af fattigdom. I 2011 boede der for første gang i Kinas historie flere mennesker i byen end på landet, og det er her i byen, at man finder Kinas middelklasse, der nu tæller 250-300 millioner.

De har råd til at købe egen bolig og fylde den med moderne bekvemmeligheder og få bil i garagen. Samtidig har de råd til ferier og til rejser rundt i Kina, og de har også voksende appetit på udlandsrejser. Og det stopper ikke her. Der bruges enor-me summer på nye teaterscener, stadioner, zoologiske haver, filmbyer, butikscentre og forlystelsesparker som Disneyland i Hong-kong og Shanghai, Tang Paradis i Xi’an og Song Dynasty Town i Hangzhou.

Der bruges desuden enorme summer på at genetablere det gamle Kina. Nye basarer i gammel tunesisk byggestil. Fritstående porte og bymure genopbygges. Templer restaureres, og pagoder genopbygges. Tusind nye museer er bygget — for at fortælle om kinesisk historie og kultur. Intet i Kina bygges til ære for vestlige turister, som næsten forsvinder i det nye hav af kinesere, der nu har råd til at tage på rejse i deres eget land.

PLUS VERDENS STØRSTE UDFORDRINGER

Fremtiden ligger i Kina — hvis skuldrene kan bære vægten. For de udfordringer Kina står overfor er kolossale. Selvom Kina i 2016 har verdens største valutareserver på svimlende 24.000 mia. kr. — hvoraf lidt over en tredjedel er investeret i amerikanske statsobligationer og med til at finansiere amerikanernes overforbrug — er der mere end nok at bruge pengene på i Kina.

Med Kinas Kommunistiske Partis velsignelse er Kina blevet et af verdens mest ulige samfund, hvor 1 % ejer over en tredjedel af samfundets samlede velstand, mens ca. 70 mio. kinesere lever under fattigdomsgrænsen, som er en årsindkomst under 2300 kr. om året. Selvom landbefolkningen har mulighed for at ernære sig selv, så skal der bruges kontanter til stadig flere områder som skole og sundhed, hvor amterne ikke har råd til atlevere gratis ydelser.

Etbarnspolitik gennem 36 år har forstærket en demografiske udvikling mod et Kina, der bliver stadig mere gråhåret og om få år er der ikke nok unge til at tage sig af dem. Det hjælper heller ikke at 30 millioner temmeligt utilfredse mænd ikke kan finde sig en kone, fordi der simpelthen ikke er kvinder nok. 270 mio. migrantarbejdere har forladt deres familie på landet for at tage arbejde i byernes fabrikker og på byggepladser, og deres indtægter er livsvigtige for landbefolkningen, men det betyder, at 60-70 millioner børn vokser op på landet uden deres forældre. Regeringen har sat mere fokus på de basale behov på landet med offentlige sundhedsklinikker, og en ny sundhedsreform skal inden 2020 skaffe billigere lægehjælp, medicin og hospitaler, men bønderne ser sig alligevel forbigået i Kinas hastige march mod velstand.



Desuden er de miljømæssige konsekvenser, som 00’ernes tocifrede vækstrater har ko

stet, nu så omfattende og dyre i øgede sundhedsomkostninger, at der ikke længere er råd til ikke at gøre noget ved problemet. I Beijing kan man ikke se den nye landmærkearkitektur for smog, og omtrent en million kinesere dør årligt af forureningsrelaterede årsager.

Kina er nu verdens største investor i grønne teknologier, for det giver økonomisk mening, når det estimeres, at forurening nu koster op imod 6,5 % af bruttonationalproduktet.

På en måde kan man sige, at Kina nærmest taber sin økonomiske vækst til øgede miljøproblematikker og sundhedsrelaterede udgifter.