Kvinder i Kina

KVINDER BÆRER DEN HALVE HIMMEL

DET ER UMULIGT AT OVERSE de kinesiske kvinder. De kører scooter, motorcykel, taxa, bus, kran, Mercedes SL 600 og ser ikke ud til at vige tilbage for noget som helst. De arbejder på samlebåndsfabrikker, de arbejder på kontorer og i forretninger. De er særdeles skrappe til at administrere, har ofte ledelses-funktioner og sidder tit på pengekassen, hvor de tæller 100-yuan sedler på deres klaprende seddeltællere. Hvis man hører højlydt harken og et spyt efterfulgt af en slæbende lyd (når en gul klat bliver skoddet ude på fortovet), ja, så kan lyden godt stamme fra en nydelig damesko. Kvinder bærer den halve himmel, sagde Mao, og Kinas kvinder har været i stand til at realisere sig selv i et vist omfang. Det har etbarnspolitikken bl.a. hjulpet til med. Men når det handler om indflydelsesrige topposter i virksomheder, administration og politik, er det stadig et samfund, der hovedsagelig styres af mænd. Presset på kvinderne er enormt – de skal både have job og karriere, gifte sig, føde en søn og tage vare på forældre og svi-gerforældre. I Kina er det kvinderne, der fylder selvmordsstatistikkerne i modsætning til de fleste andre steder i verden, hvor mænd udgør hovedparten. Der er lang vej endnu for en reel ligestilling i Kina.



DE NØGNE GRENE
“I Kina tager kvinderne sig af hus, madlavning, rengøring, børn og arbejde, mens mæn-dene læser avis, ser fjernsyn og spiller computerspil”, fortæller Yang Yang med etgrin. Han er endnu en af Kinas mange millioner ungkarle, men han regner ikke med at få problemer med at finde en kone. Måske skal han tage sig lidt sammen, for piger er blevet en mangelvare i dagens Kina. Der fødes ca. 115 drenge pr. 100 piger, og det har medført, at der i 2020 vil være 30 mio. flere mænd end kvinder i den giftemodne alder. Det er den mest skæve fordeling i verden, og for unge mænd er det en bitter kendsgerning, at 1 ud af 10 ikke vil finde en kone.

I medierne er der ofte historier om unge mænd, der er blevet presset af den kommende svigerfamilie til at købe et hus eller en lejlighed, som de faktisk ikke har råd til. Endnu værre ser det ud for fattige unge mænd fra landet, der slet ikke kan deltage i det mate-rielle kapløb for at imponere en kommende brud. I Kina kalder man disse mænd for de nøgne grene, fordi de ikke vil kunne give fa-milienavnet videre. At det er gået så galt, er en utilsigtet virkning af Kinas etbarnspolitik.

FRA ETBARNS- TIL TOBARNSPOLITIK
I de første 30 år af Folkerepublikkens levetid voksede befolkningen i Kina fra 550 mio. til næsten 1 mia. mennesker. Mao Zedong var modstander af befolkningsbegrænsninger, men efter hans død indførte Kina i 1979 den såkaldte etbarnspolitik for at forhindre, at gevinsten ved de nye reformer til at mo-dernisere Kina blev spist op af en voksende befolkningsbyrde. Uden etbarnspolitikken ville der have været 200-300 mio. flere kinesere end de 1,4 mia. kinesere, man finder i landet i dag. Især i byerne har etbarnspolitikken været effektiv, fordi man har kunnet straffe forældre med bøder, mindre lejligheder eller degradering på arbejdspladsen, hvis de fik barn nummer to. Navnet etbarnspolitik er lidt misvisende, for det var kun i byerne, at familierne måtte nøjes med et enkelt barn. På landet kunne man få to børn, hvis det første barn var en pige, og de etniske mindretal har ikke været underlagt en egentlig begrænsning. Men på landet har det været vanskeligere, fordi det nærmest er en katastrofe ikke at få en søn. Kun et drengebarn sikrer, at slægtsnavnet fortsætter, og der er tradition for, at den ældste dreng bliver i huset og tager sig af forældrene. En dreng er også en slags pen-sion, mens pigerne giftes ind i en anden familie uden forpligtelse til at passe forældrene.

Efter 36 år med etbarnspolitik blev den med start i 2016 forandret til en tobarnspolitik. Kinas står nemlig overfor et alvorligt demografisk problem: Foruden de manglende kvinder, bliver der ikke længere født nok børn, der kan tage sig af det grånende Kina. Men indtil videre er babyboomet udeblevet — det er simpelthen for dyrt at få barn nr. to for de fleste almindelige familier.



SMÅ KEJSERE MED STORE BYRDER
I 2050 vil en fjerdedel af Kinas befolkning være pensionister. Hvis man isolerede disse pensionister i deres egen stat, ville senior-Kina stadig være verdens tredjestørste land. Nok er Kinas enebørn små kejsere, men de bærer store byrder. Det kaldes også for 1-2-4-problemet, fordi Kinas enebørn skal tage sig af to forældre og fire bedsteforældre. Uden et socialt sikkerhedsnet til tage sig af de ældre er barnet forældrenes pension, og det lægger et stort pres på børnene. Mange forældre lægger alle deres drømme og ambitioner på skuldrene af deres barn. Helst skal enebarnet have en god uddannelse, der af kineserne betragtes som en sikker vej til gode jobs, høje lønninger og et trygt liv. På verdensplan er en ud af fem studerende på universitetsniveau kineser. Hele uddannelsessektoren boomer i Kina, hvor der nu uddannes så mange kandidater, at millioner af nyuddannede er endt i ar-bejdsløshed. Problemet er desuden, at mange af de nyuddannede ikke har de rigtige kvalifikationer og en urealistisk forventning om høje lønninger, når nu familien har investeret hele opsparingen i deres uddannelse.