Kategoriarkiv: Kina

Kvinder i Kina

KVINDER BÆRER DEN HALVE HIMMEL

DET ER UMULIGT AT OVERSE de kinesiske kvinder. De kører scooter, motorcykel, taxa, bus, kran, Mercedes SL 600 og ser ikke ud til at vige tilbage for noget som helst. De arbejder på samlebåndsfabrikker, de arbejder på kontorer og i forretninger. De er særdeles skrappe til at administrere, har ofte ledelses-funktioner og sidder tit på pengekassen, hvor de tæller 100-yuan sedler på deres klaprende seddeltællere. Hvis man hører højlydt harken og et spyt efterfulgt af en slæbende lyd (når en gul klat bliver skoddet ude på fortovet), ja, så kan lyden godt stamme fra en nydelig damesko. Kvinder bærer den halve himmel, sagde Mao, og Kinas kvinder har været i stand til at realisere sig selv i et vist omfang. Det har etbarnspolitikken bl.a. hjulpet til med. Men når det handler om indflydelsesrige topposter i virksomheder, administration og politik, er det stadig et samfund, der hovedsagelig styres af mænd. Presset på kvinderne er enormt – de skal både have job og karriere, gifte sig, føde en søn og tage vare på forældre og svi-gerforældre. I Kina er det kvinderne, der fylder selvmordsstatistikkerne i modsætning til de fleste andre steder i verden, hvor mænd udgør hovedparten. Der er lang vej endnu for en reel ligestilling i Kina.



DE NØGNE GRENE
“I Kina tager kvinderne sig af hus, madlavning, rengøring, børn og arbejde, mens mæn-dene læser avis, ser fjernsyn og spiller computerspil”, fortæller Yang Yang med etgrin. Han er endnu en af Kinas mange millioner ungkarle, men han regner ikke med at få problemer med at finde en kone. Måske skal han tage sig lidt sammen, for piger er blevet en mangelvare i dagens Kina. Der fødes ca. 115 drenge pr. 100 piger, og det har medført, at der i 2020 vil være 30 mio. flere mænd end kvinder i den giftemodne alder. Det er den mest skæve fordeling i verden, og for unge mænd er det en bitter kendsgerning, at 1 ud af 10 ikke vil finde en kone.

I medierne er der ofte historier om unge mænd, der er blevet presset af den kommende svigerfamilie til at købe et hus eller en lejlighed, som de faktisk ikke har råd til. Endnu værre ser det ud for fattige unge mænd fra landet, der slet ikke kan deltage i det mate-rielle kapløb for at imponere en kommende brud. I Kina kalder man disse mænd for de nøgne grene, fordi de ikke vil kunne give fa-milienavnet videre. At det er gået så galt, er en utilsigtet virkning af Kinas etbarnspolitik.

FRA ETBARNS- TIL TOBARNSPOLITIK
I de første 30 år af Folkerepublikkens levetid voksede befolkningen i Kina fra 550 mio. til næsten 1 mia. mennesker. Mao Zedong var modstander af befolkningsbegrænsninger, men efter hans død indførte Kina i 1979 den såkaldte etbarnspolitik for at forhindre, at gevinsten ved de nye reformer til at mo-dernisere Kina blev spist op af en voksende befolkningsbyrde. Uden etbarnspolitikken ville der have været 200-300 mio. flere kinesere end de 1,4 mia. kinesere, man finder i landet i dag. Især i byerne har etbarnspolitikken været effektiv, fordi man har kunnet straffe forældre med bøder, mindre lejligheder eller degradering på arbejdspladsen, hvis de fik barn nummer to. Navnet etbarnspolitik er lidt misvisende, for det var kun i byerne, at familierne måtte nøjes med et enkelt barn. På landet kunne man få to børn, hvis det første barn var en pige, og de etniske mindretal har ikke været underlagt en egentlig begrænsning. Men på landet har det været vanskeligere, fordi det nærmest er en katastrofe ikke at få en søn. Kun et drengebarn sikrer, at slægtsnavnet fortsætter, og der er tradition for, at den ældste dreng bliver i huset og tager sig af forældrene. En dreng er også en slags pen-sion, mens pigerne giftes ind i en anden familie uden forpligtelse til at passe forældrene.

Efter 36 år med etbarnspolitik blev den med start i 2016 forandret til en tobarnspolitik. Kinas står nemlig overfor et alvorligt demografisk problem: Foruden de manglende kvinder, bliver der ikke længere født nok børn, der kan tage sig af det grånende Kina. Men indtil videre er babyboomet udeblevet — det er simpelthen for dyrt at få barn nr. to for de fleste almindelige familier.



SMÅ KEJSERE MED STORE BYRDER
I 2050 vil en fjerdedel af Kinas befolkning være pensionister. Hvis man isolerede disse pensionister i deres egen stat, ville senior-Kina stadig være verdens tredjestørste land. Nok er Kinas enebørn små kejsere, men de bærer store byrder. Det kaldes også for 1-2-4-problemet, fordi Kinas enebørn skal tage sig af to forældre og fire bedsteforældre. Uden et socialt sikkerhedsnet til tage sig af de ældre er barnet forældrenes pension, og det lægger et stort pres på børnene. Mange forældre lægger alle deres drømme og ambitioner på skuldrene af deres barn. Helst skal enebarnet have en god uddannelse, der af kineserne betragtes som en sikker vej til gode jobs, høje lønninger og et trygt liv. På verdensplan er en ud af fem studerende på universitetsniveau kineser. Hele uddannelsessektoren boomer i Kina, hvor der nu uddannes så mange kandidater, at millioner af nyuddannede er endt i ar-bejdsløshed. Problemet er desuden, at mange af de nyuddannede ikke har de rigtige kvalifikationer og en urealistisk forventning om høje lønninger, når nu familien har investeret hele opsparingen i deres uddannelse.

Rejsen til Kina

KINA PÅ VEJ TIL MÅNEN

PÅ RESTAURANTEN QUANJUDE i Beijing hænger et historisk foto dateret den 7. juli 1971. På fotoet ses den kinesiske minister-præsident Zhou Enlai og USA’s udenrigsmi-nister Henry Kissinger, som i hemmelighed mødtes for at bane vejen for en tilnærmelse mellem verdens folkerigeste kommunistiske land og verdens stærkeste kapitalistiske land. På fotografiet sidder de to ved et veldækket bord, og tilsyneladende viser Zhou Enlai den amerikanske udenrigsminister, hvordan man holder på spisepindene. “Hvor længe har I brugt spisepinde her i Kina?”, spugte Kissinger høfligt. “Det har vi gjort i snart tusind år”, svarede Zhou Enlai. “Imponerende”, sagde Kissinger. “Men sig mig, hvad gjorde I så, før I opfandt spisepin-dene?”. “Der spiste vi med kniv og gaffel”, svarede Zhou Enlai. Selvom Zhou Enlai var kendt for sin humor, er dette sikkert en vandrehistorie, men udvekslingen er alligevel sigende og en god



påmindelse om, at Kina ikke længere blot er et udviklingsland, men en moden økonomi med selvbevidste forbrugere og iværksættere, der — ifølge partiets planer — frem mod 2035 skal gøre Kina til et af verdens ledende in-novative lande. I Kinas 13. femårsplan er det af samme grund meningen, at der i årene 2016-20 skal være fokus på innovation og grøn udvikling — og så genoptager Kina nu rumkapløbet med ture til månen i 2017 og 2018 og en Marslanding i 2020. For Kina øn-sker ikke blot at være verdens fabrik, men også hjernen, der føder det 21. århundredes teknologiske landvindinger.

ØKONOMISK RAKETPROGRAM

Det kører godt for Riget i Midten. Her tænkes der stort. Verdens største dæmning. Verdens højeste Buddha. Verdens hurtigste tog. Ver-dens højeste jernbane. Hongkong, Shanghai og Taipei konkurrerer om at bygge nogle af verdens højeste skyskrabere. Motorvejsnettet i Kina er nu langt større end i USA, og Kina har verdens største skinnenet til højhastighedstog, der kører mellem 250 og 380 km/t. End ikke de mest positive iagttagere har haft fantasi til at forudse den velstandsstig-ning, der siden 1978 har bragt 7-800 mio. ki-nesere ud af fattigdom. I 2011 boede der for første gang i Kinas historie flere mennesker i byen end på landet, og det er her i byen, at man finder Kinas middelklasse, der nu tæller 250-300 millioner.

De har råd til at købe egen bolig og fylde den med moderne bekvemmeligheder og få bil i garagen. Samtidig har de råd til ferier og til rejser rundt i Kina, og de har også voksende appetit på udlandsrejser. Og det stopper ikke her. Der bruges enor-me summer på nye teaterscener, stadioner, zoologiske haver, filmbyer, butikscentre og forlystelsesparker som Disneyland i Hong-kong og Shanghai, Tang Paradis i Xi’an og Song Dynasty Town i Hangzhou.

Der bruges desuden enorme summer på at genetablere det gamle Kina. Nye basarer i gammel tunesisk byggestil. Fritstående porte og bymure genopbygges. Templer restaureres, og pagoder genopbygges. Tusind nye museer er bygget — for at fortælle om kinesisk historie og kultur. Intet i Kina bygges til ære for vestlige turister, som næsten forsvinder i det nye hav af kinesere, der nu har råd til at tage på rejse i deres eget land.

PLUS VERDENS STØRSTE UDFORDRINGER

Fremtiden ligger i Kina — hvis skuldrene kan bære vægten. For de udfordringer Kina står overfor er kolossale. Selvom Kina i 2016 har verdens største valutareserver på svimlende 24.000 mia. kr. — hvoraf lidt over en tredjedel er investeret i amerikanske statsobligationer og med til at finansiere amerikanernes overforbrug — er der mere end nok at bruge pengene på i Kina.

Med Kinas Kommunistiske Partis velsignelse er Kina blevet et af verdens mest ulige samfund, hvor 1 % ejer over en tredjedel af samfundets samlede velstand, mens ca. 70 mio. kinesere lever under fattigdomsgrænsen, som er en årsindkomst under 2300 kr. om året. Selvom landbefolkningen har mulighed for at ernære sig selv, så skal der bruges kontanter til stadig flere områder som skole og sundhed, hvor amterne ikke har råd til atlevere gratis ydelser.

Etbarnspolitik gennem 36 år har forstærket en demografiske udvikling mod et Kina, der bliver stadig mere gråhåret og om få år er der ikke nok unge til at tage sig af dem. Det hjælper heller ikke at 30 millioner temmeligt utilfredse mænd ikke kan finde sig en kone, fordi der simpelthen ikke er kvinder nok. 270 mio. migrantarbejdere har forladt deres familie på landet for at tage arbejde i byernes fabrikker og på byggepladser, og deres indtægter er livsvigtige for landbefolkningen, men det betyder, at 60-70 millioner børn vokser op på landet uden deres forældre. Regeringen har sat mere fokus på de basale behov på landet med offentlige sundhedsklinikker, og en ny sundhedsreform skal inden 2020 skaffe billigere lægehjælp, medicin og hospitaler, men bønderne ser sig alligevel forbigået i Kinas hastige march mod velstand.



Desuden er de miljømæssige konsekvenser, som 00’ernes tocifrede vækstrater har ko

stet, nu så omfattende og dyre i øgede sundhedsomkostninger, at der ikke længere er råd til ikke at gøre noget ved problemet. I Beijing kan man ikke se den nye landmærkearkitektur for smog, og omtrent en million kinesere dør årligt af forureningsrelaterede årsager.

Kina er nu verdens største investor i grønne teknologier, for det giver økonomisk mening, når det estimeres, at forurening nu koster op imod 6,5 % af bruttonationalproduktet.

På en måde kan man sige, at Kina nærmest taber sin økonomiske vækst til øgede miljøproblematikker og sundhedsrelaterede udgifter.