Månedsarkiv: september 2017

Vest for Bangkok

VEST FOR BANGKOK
Bag metropolen Bangkoks skær, i ly af vildtvoksende jungleområder i grønne nuancer, ligger naboprovinser og lokker. Nær stranden mod sydvest bygger de højt og konstant som i et kapløb af usikker planlægning. Men hvor jernbanen ender i vest, er der til gengæld meget stille.

Skulle man nøjes med et lille hjørne af Thailand som sin første smagsprøve, ville området vest for Bangkok være et godt valg. Essensen af Thailand er til stede. Muligvis ikke så spektakulært som i nord og syd, men det hele findes her. Bjerge og rismarker, vandfald og regnskov. Minoriteter og fiskere, burmesere og Thailands vilde vest. Den største pagode og den kongelige badeby. Ukendte territorier og velkendte både på flydende markeder. Toge, der damper af sted. Og aldrig længere end 300 km fra Bangkok.



Mange nøjes med at besøge området på dagsudflugter, skønt der er rige muligheder for længere ophold. Der er lidt overset herude. Turisterne tager nordpå for naturen og sydpå for strandene. Men de kunne fint nøjes med at drage lidt syd for Bangkok, lidt vest mod Burma. For naturen bugter sig frodigt og fremviser vandfald og stemningsfulde floder. Brede strande med en snert af Vesterhav og forvoksede fiskerlejer strækker sig mod sydvest.

Provinsbyerne i området stikker ud som små, behagelige synsforstyrrelser, der skubber naturen i bag-grunden for en stund. Skulle man nøjes med et eneste udpluk af Thailand og stadig fylde feriekufferten med en vifte af sanseindtryk, kunne området mellem Bangkok og Burma være et naturlige førstevalg. Hovedstaden er mindre end 4 timers togkørsel væk. Det ses på driftigheden og indkomsten i området. Lønnen her ligger i gennemsnit blandt de højeste 10 procent i landet. Tæt på storbyen ligger mindre fabrikker, små rejeopdræt og områder med saltud-vinding. Bangkoks motorveje giver slip inden områdets større byer viser sig, og så tager uendelige marker af sukkerrør og ris over.

Her er lavlandet arrangeret nydeligt mellem fremskudte bjergknolde og spredte teaktræer. Grøn skov dækker bjergene mod Burma. Bag bygrænserne råder junglen i stilhed som en mur af lianer og tropiske plantevækster. Her ses i glimt de karstlandskaber, som Sydthailand er så kendt for. Tenasserim-bjergkæden er den naturlige grænse mellem Thailand og Burma.