Månedsarkiv: august 2017

Vandveje i Thailand

VANDVEJE
I århundreder har floderne og khlong’erne fungeret som Thailands landeveje. De årligt tilbagevendende oversvømmelser i floddeltaet gør det umuligt at bygge veje her. Floderne brugtes også som et naturligt forsvar mod indtrængende fjender, fordi de fungerede som voldgrave.

I lavlandet ved Ayutthaya beviste thailænderne, at de var fremragende ingeniører. De omdirigerede en flod og omdannede Ayutthaya til en ø, så den kunne beskyttes mod indtrængende fjender. Senere i Bangkok gravede de en kanal på tværs af en landtange, hvor Thammasat-universitetet og Wat Arun nu ligger, for at afkorte en lang og besværlig vej. Jorderosion gjorde kanalen bredere, og den er nu blevet til flodens hovedløb. De afskårne flodkrumninger blev til Bangkok Noi og Bangkok Yai, de to hovedkanaler der løber gennem Thonburi.



Da kong Rama 1. grundlagde Bangkok, gentog han denne struktur ved at grave tre koncentriske kanaler og derved gøre hovedstaden til en ø, og flere andre kanaler blev gravet for at forbinde dem. Indbyggerne boede i huse, der var bygget på tømmerflåder af bambus, som fulgte flodvandets stigen og falden. Alle rejser foregik med båd – i 19. århundrede var der mere end 100.000 både på kanalerne.

Den mest omfattende udvidelse af kanalsystemet fandt sted i kong Chulalongkorns tid. Hans ingeniører kortlagde det centrale lavland, og kongen tildelte alle bønder et stykke jord, hvis de lovede at grave det kanal-afsnit, der skulle løbe gennem netop deres jordstykke. I løbet af ganske få år løb tusindvis af kilometer kanaler på kryds og tværs gennem det centrale lavland. Størrelsesordenen af dette vældige projekt kan kun ses rigtigt fra en flyvemaskine.

Omkring midten af 20. århundrede foretog Bangkok et tungt valg ved at opgive bådene til fordel for bilerne. Kanalerne blev fyldt op og omdannet til veje, og husene blev bygget på fast grund. Resultatet falder straks turisten i øjnene: Tætpakkede, larmende gader i den varme årstid, oversvømmede gader i regntiden. Sejlturene på byens kanaler er et af højdepunkterne på en rejse til Thailand, og samtidig er en tur med en reua haanyao (kaldet longtail-både) – en lang, fladbundet båd – en af de mest kølige rejseformer. En reua haanyao er en speciel thailandsk opfindelse, skabt af nod. Rent konstruktionsmæssigt er den uhyre simpel.

En motor fra en bil eller en lastbil med en lang aksel rager ud fra båden, en lille propel drejer hurtigt rundt, vandet pisker omkring og står op i kaskader, og båden drives frem med ret høj fart. I meget smalle kanaler kan styrmanden nemt styre båden, da motoren kan drejes i alle retninger.

På blot halvanden time kan man opleve en smuk tur op til Khlong Bangkok Noi. Ikke så langt fra Bangkok Noi-banegården ligger Museet for De Kongelige Både. Man kan bede bådføreren om at stoppe et stykke tid, så man kan se museet og bådene. Fortsæt op ad kanalen, drej ind i Khlong Chak Phra, som kort efter skifter navn til Bang Kounsri, og endelig til Bangkok Yai.

En af de smukkeste khlong’er i den østlige del af Bangkok er Khlong San Saep, som blev udgravet med det formål at transportere tropper til Chachoengsao, der skulle kæmpe mod indtrængende fjender fra øst, og for at forbinde Bangpakong-floden med havet. Kanalen begynder ved Pratunam, men vandet her er ulækkert og stinkende. Det er bedre at begynde ved Ekamai-broen eller ved Phrakanong Klong Tan-broen. Kanalen er lige og uden skygge, så den er ikke så spændende som de bugtede Thonburi-kanaler, men man sejler gennem et smukt område med rismarker. Under alle omstændigheder er enhver khlong spændende at sejle på opdagelse på.

Bangkok

BANGKOK
Betagende, bedragende, beskidt og blændende smuk. Betagende i morgensolens refleksioner på himmelstræbende glasfacader. Bedragende midt på dagen, når bare tæer brænder på tempelgrundens gulv. Beskidt, når eftermiddagstrafikken stønner i længselsfuld venten. Og blændende smuk, når skæret fra neon og guld rammer floden i dens vuggende rytme mod nattero.

Storbyen vokser. Nye kvarterer skyder frem, hvor der engang var rismarker. Nye veje konstrueres oven på gamle, som et etagebyggeri af beton, asfalt og vejsideramper. Selvom Bangkok i mere end en menneskealder har været en millionby, er det først ved indgangen til det 21. århundrede, at Thailands hovedstad kan kalde sig en moderne metropol. Undergrunden er udvidet med en metro, og i 15. sals højde summer højbanen, der meget passende hedder himmeltoget. Byens godt 7,5 mio. biler brummer i kø meget af tiden, og gennemsnitsfarten i morgentrafikken er 15 km i timen.



Derfor udbygges Bangkoks offentlige transport. Om 15 år forventes et Storbangkok at rumme 495 km trafikalt netværk i flere etager; i dag sørger 84 km (tog)-spor for at fragte mere end 1 mio. daglige pendlere på tværs af storbyen. “Østens Venedig” var engang Bangkoks salgstale til pionerrejsende i området. Og
(BANGKOK ER EN AF ASIENS MEGABYER MED ET UOFFICIELT INDBYGGERTAL PÅ 10-12 MIO. MENNESKER)
centrum var den kongelige ø Rattanakosin der i 1782 blev anlagt ved herskernes flod, Chao Phraya. Siden er husbåde og flodens’ handelsveje blevet afløst af himmelstræben-de bygninger i beton og en asfaltjungle i op til tre niveauer.

På Kongeøen glimter byens guldbelagte tempelspir endnu, og treetagers handelshuse strækker sig mod Chinatown i syd og Banglamphu i nord. Her kan man side om side opleve blomstermarkeder, bygninger med patina og kinesiske forretningsdrivende, der sælger helbredende urter og nudelsuppe. For Bangkoks udvikling er gået hånd i hånd med de driftige kinesere, som ankom i 1800-tallet i søgen efter arbejde – Chinatown er en markedsplads i øjenhøjde, der har et gigantisk, airconditioneret stormagasin til gode. Men endnu rummer Bangkok og Thon-buri – dens søsterby på modsatte side af Chao Phraya-floden – et indtagende kanallandskab af afsides verdener. Bangkoks vandveje er en billig og fotogen rejserute i en levende millionby med sjæl og fortid. planlægger sin færd. For mens mange af byens klassiske attraktioner ikke har mærket den infrastrukturelle revolution endnu, så er Bangkoks 50.000 hotelsenge spredt ud over en by på størrelse med Bornholm.

Bangkok kan virke som en ubarmhjertig labyrint. Listen med attraktioner er alenlang og geografisk uoverskuelig. Men der er råd: Sæt tempoet ned. Stop op midt i mylderet. Søg med folket til deres foretrukne steder, og få indtryk af thailandske sædvaner, indkøbsvaner og helligdomme.

Det er hverken de vilde blommers eller englenes by. Bangkok er mere et ufatteligt kaos, holdt på plads af de mest storslåede paladser Thailænderne kalder Bangkok, der betyder De Vilde Blommers By, Krung Thep, eller Englenes By.

For at være helt korrekt er Bangkoks fulde navn Krungthepmahanakhon Amonrattanakosin Mahintha-rayutthaya Mahadilokphop Nopphosin Ratchathaniburirom Udom-rathaniwetmahasa Amonphiman Awatansathit Sakkathatiya Witsanu-kamprasit, eller på dansk: Englenes By, De Udødeliges Store By, De Ni Ædelstenes Storslåede By, Kongens Sæde, De Kongelige Paladsers By, De Inkarnerede Guders Hjem, Rejst af Visvakarman på Indras Bud. Bangkok var i starten en by med kanaler og elefantstier, og i stedet for at tilpasse den til de trafikale forhold i dag har man ganske enkelt asfalteret de gamle stier og fyldt mange kanaler op med beton. Bangkoks befolkning er næsten blevet tidoblet siden Anden Verdenskrig.

I dag bor hver ottende thailænder i Bangkok. Den næststørste by i landet er kun en fjortendedel så stor. Bangkoks vækst synes ude af kontrol, et indtryk der forstærkes af sneglefarten i byens trafik, der ikke står tilbage for nogen i verden. Ved første blik synes Storbangkok med sine 15 millioner mennesker at være en forvirrende blanding af nyt og gammelt og ubestemmeligt og eksotisk og almindeligt og ubeskriveligt, alt blandet sammen til en stor forvirring af en by. Når Bangkok ikke er en velordnet by, skyldes det ganske enkelt, at det har den aldrig været, undtagen Rattanakosin, det royale hjerte, hvor kongerne byggede deres paladser. Byggekaoset begyndte for alvor i slutningen af 1950’erne, og en stor del af det, der i dag skæmmer, stammer fra dengang – høje kontorbygninger og internationale hoteller side om side med traditionelle butikker og ærværdige religiøse helligdomme.



For at imødekomme thailændernes forkærlighed for biler og de heraf afledte bilkøer er der anlagt flere motorveje (ofte en etage over gade-niveau) for at reducere indbyggernes rejsetid. Og den 5. december 1999 på den lykkevarslende dag for kong Bhumibols fødsel indviedes høj-banen BTS, også kaldet Skytrain. I starten var de lokale ikke særlig vilde med Skytrain, men nu har alle – lokale såvel som besøgende – indset, at den kølige, airconditionerede komfort er en perfekt måde at klare byens trafikpropper på. Man er nu i gang med at udbygge nettet til det ydre Bangkok. Endnu et trafikalt projekt, undergrundsbanen Metropolitan Rapid Transit Authority (MRTA, populært kaldet »metroen«, eller »subway«) åbnede i 2004, hvilket yderligere forbedrede livet i den stærkt trafikerede storby.

Det tredje køn – Ladyboys

BEFOLKNING OG SAMFUND

DET TREDJE KØN
DEN 15. JANUAR 2015 skete der noget opsigtsvækkende i Thailand: En embedsmand trådte frem for pressen og proklamerede, at den nye forfatning ville anerkende et tredje køn. Mand, kvinde og så altså det tredje køn. Kønnet fik ikke i den forbindelse et navn, men Thailand har gennem tiden benyttet flere udtryk for de personer, som dyrkede en identitet et sted mellem mand og kvinde. En “tom” er en kvinde, der opfører sig meget maskulint. En “kathoey” er en mand, der opfører sig meget feminint. Særligt de mange kathoeys har måttet kæmpe for et officielt navn til deres sammensatte identitet. Til gengæld har de om nogen været bølgebrydere i kampen for at opnå rettigheder for det tredje køn.

KVINDER AF EN ANDEN SLAGS
Thailand synes at have særligt mange mænd, der klæder sig og opfører sig som kvinder. Og det bemærker turisterne. For mange kathoeys tjener til dagen og vejen i turistindustrien og servicesektoren. I de største turistbyer findes for eksempel flere teatre, hvor rollerne alene spilles af kathoeys. Der er tale om kabaretunderholdning, der ofte er fuldt på højde med shows i fx Las Vegas. Og vejen til en plads i storskrydende kostymer er hård. De optrædende ligner ikke bare kvinder, men bliver bedømt på, om deres ansigtstræk og fremtoning er en model værdig. Desuden skal de kunne danse, være underfundige og selvironiske, og ikke mindst skal de være højtidelige omkring deres status som “kvinder af en anden slags”. Det er udtrykket, som mange kathoeys selv benytter til at beskrive deres køn. Gennem de sidste 25 år har de kæmpet en kamp for at blive anerkendt som hverken mand eller kvinde.



EN SMUK BOKSER
En af dem, som i bogstavelig forstand har kæmpet for retten til at være et tredje køn, er Parinya Charoenphon. Han blev født i 1981 som dreng, men følte sig som en pige. I 1998 debuterede den 16-årige Parinya på Thailands nationalstadion for thaiboksning med makeup og feminine bevægelser. Den i øvrigt dygtige thaibokser blev senere portrætteret i filmen Beautiful Boxer i 2003. På daværende tidspunkt havde Parinya gennemgået en kønsskifteoperation, og var blevet et ikon for mange af Thailands tredje køn. Og måske har den smukke bokser også været med til at skabe større accept af kvinder i thaiboksning. Før årtusindskiftet var det et sjældent syn med kvinder i den fysisk me-get krævende sport. I dag kæmper kvinder på lige fod med mænd, 5 gange 3 minutter, og det anslås, at op mod 10.000 thailandske kvinder dyrker sporten.

HVERDAGEN SOM TREDJE KØN
De fleste kathoeys finder arbejde i serviceindustrien, på hoteller og i restauranter, men sjældent i deres nabolag. For når det kommer til stykket, bliver mange udsat for diskrimination i landsbyen, der — trods buddhismens fortaler om høj tolerance — udviser meget begrænset forståelse for det tredje køn. En omfattende rapport, som det amerikanske agentur for international udvikling udsendte i 2013, kortlagde store udfordringer for det tredje køn, når det drejede sig om feks. jobmuligheder inden for statsapparatet, som lærere, læger eller advokater. Så selvom Thailands tredje køn nu kan få et pas med et særligt symbol stemplet i, så er gruppen folk med anden seksuel orientering forment adgang til forsikring, lånoptagelse og muligheden for at blive gift på lige fod med heteroseksuelle. Og det selvom Thailands lovgivning i princippet skal behandle mænd, kvinder og det tredje køn lige.

ET SPØRGSMÅL OM SEKSUALITET
“Vi er nødt til at forsvare alle seksuelle orienteringer, og vi opfatter alle lige uanset seksuel orientering”, lød det fra embedsmanden, som annoncerede det nye køn i Thailand i 2015. Thailand har i mange år haft ry for at være accepterende over for homoseksuelle, og det første magasin for folk med anden seksuel orientering så dagens lys i 1983. Men som LGBT-aktivisten Natee Teerarojjanapongs forklarede i 1989, var homoseksualitet noget, man kender til, men ikke kendes ved. Alligevel blev der arrangeret optog og festivaler, der hyldede homoseksualitet særligt på turistdestinationerne, hvor mange udlændinge deltog. Men det var ikke før end 2002, at lovgivningen blev ændret, så homoseksualitet ikke længere opfattedes som en mental forstyr-relse. Det fik i 2005 det thailandske militær til at optage rekrutter med “anden seksuel orientering”. Og senere blev kathoeys undtaget fra militærtjeneste, hvis de kunne fremvise synlige fysiske ændringer på deres køn.

DE ANDRE KØN
Mens den officielle accept af det tredje køn kan ses som en sejr for nogle af Thailands minoriteter, så halter det stadig på mange fronter med ligestillingen. Kvinder i Thailand er afhængige af mandlige munkes velsignelser. De er særligt udsatte over for vold fra deres mandlige ægtefæller. Det er veldokumenteret. Og vejen til magten i Thailand er overvejende en maskulin motorvej, hvor Thailands kvinder kun sjældent får mulighed for at køre i yderbanen. Da landet i 2011 fik sin første kvindelige premierminister, Yingluck Shinawatra, blev det i første omgang tolket som en sejr for ligestillingen i Thailand. Men ofte har hendes politiske liv mere drejet sig om at parere sexistiske bemærkninger: “Hun er jo bare køn”, har parolen lydt, når politiske modstandere og kommentatorer i medierne har fortolket Yinglucks politiske formåen. Og paradokset i Thailand i dag er, at landet er stærkt diskriminerende over for kvinder i mange sammenhænge, og samtidig udstråler landet en evne til at rumme forskelligheder – og altså også et tredje køn.

(DET ER OFTE FØRST, NÅR EN KATHOEY SIGER NOGET, AT MAN GENKENDER MANDEN I KVINDEN.)

Thailandske buddhistiske templer

TEMPELTEKNISK
De thailandske buddhistiske templer bliver som regel blot refereret til som wat. Reelt er wat betegnelsen for en tempelgrund, hvor mænd og kvinder kan blive ordineret som buddhistiske munke og nonner. Tempelverdenen er sædvanligvis adskilt fra den sekulære ved en omkransende ydre mur. Inden for muren findes et kvarter, et område for munke (eller nonner), kaldet kuti. Det er her, de studerende lever, sover og indtager deres ene daglige måltid, og det er ofte her, man kan støde på studerende i mere uformel snak eller leg. Det egentlige tempel er ligeledes omgivet af en mur, der indkredser det hellige område, hvor undervisning, meditation og ordination foregår. Det helligste sted her er bot, eller ubosot. Her gælder ingen verdslige regler – kun Buddhas lære. Bot bør være afgrænset af markører i sten, såkaldte bai sema, otte af slagsen. Somme tider er disse stenstøtter indsat i små pavilloner.

Tempelgrundens bot minder meget om den såkaldte vihaan, der kan kaldes tempelgrundens forsamlingshus. Vihaan er nemlig det sted, hvor besøgende viser deres respekt for Buddha. Det er typisk her, man oplever aktivitet og masser af røgelse. Både bot og vihaan fremstår som tempelbygninger placeret mest centralt på tempel-grunden med karakteristiske tage i flere lag, en eller flere Buddha-statuer og gerne afbildninger af Buddhas fødsel og liv, jataka, samt scener fra den buddhistiske og hinduistiske mytologi. Mange tempelgrunde har begge dele, men alle har de studerendes forsamlingssted, bot. Der kan sagtens være flere mindre pavilloner på området, hvor såvel lægfolk som de studerende ved templet opholder sig.



Disse pavilloner kaldes for sala. Navnet er i dag synonymt med de typiske thailandske bygninger, som bl.a. ses i rismarken, i grøftekanten eller som landsbyens forsamlingshus. Bot og vihaan kan være svære at skelne, og det samme er tilfældet med chedi eller stupa, de ofte guldbelagte monumenter, som står fremme på den inderste tempelgrund og undertiden udgør selve templets midtpunkt. Uanset navnet er der tale om et konisk formet monument – en snurretop på hovedet; en pyramide med bløde udstrakte former. Hos khmer-folket kaldes disse højtragende spir for prang, men funktionen er den samme, uanset navnet. Der kan være mange chedi’er på en tempelgrund.

En chedi indeholder sædvanligvis asken fra en eller flere hellige eller højt respekterede personer. Hvis ordet that indgår i templets navn, er et Buddha-relikvie begravet i chedi’en. Og ind-går ordet maha, er templet velsignet af kongen. Umiddelbart er det utænkeligt, at et tempel med et Buddharelikvie, hellig aske eller knogler ikke skulle være velsignet af kongen, derfor støder man oftest på wat mahathat som det helligste tempel i en thailandsk by. Endelig kan der også være et bibliotek, hor trai, hvor hellige buddhistiske skrifter opbevares. Biblioteket er ofte genkendeligt som en mindre, smal bygning på pæle. De hellige skrifter er nemlig beskyttet mod vejr og vind, især oversvømmelser. En sjov thailandsk tilføjelse til de buddhistiske templer er desuden åndehuse, der kan opstilles, når et tempel bygges, for at sikre at grundens ånder har et sted at være.

Personlig Sikkerhed i Thailand

Personlig sikkerhed og sundhed
Thailand er et relativt sikkert land, og enkle forholdsregler omkring sikkerhed og sundhed holder langt de fleste besøgende fri for problemer. Undgå kundehajer, hold Dem væk fra grænseområder med uro, pas på værdigenstande og undgå at opholde Dem i eller spise i snavsede omgivelser. Nødtjenesterne både for sundhed og kriminalitet er effektive overalt i Bangkok og provinshovedstæderne. Det er en tommelfingerregel, at jo mere afsides et område er, jo højere er sundhedsfaren og jo mindre hjælp kan man regne med i tilfælde af uheld. De største hospitaler i Bangkok, Chiang Mai, fe-riesteder og de fleste større byer har moderne udstyr og veluddannede læger, der ofte taler godt engelsk.

Nødsituationer
Der findes ikke landsdækkende nødtelefonlinjer, og ikke alle telefonister taler engelsk. Har De brug for engelsktalende hjælp, kan De ringe til Tourist Assistance Centre, som kan kontakte den nødvendige tje-neste. Telefonen her er åben fra kl. 8-24, herefter er De henvist til engelsktalende hotelpersonale. Kan også hjælpe inden for kontortiden. Metropolitan Mobile Police dækker generelt uheld i Bangkok. Hospitalerne i Bangkok har døgnåbne skadestuer og akut-afdelinger.



Generelle regler
Bangkok er trods sin størrelse en ret sikker by. Der findes vold og kriminalitet i byen, men langt de fleste besøgen-‘ de berøres ikke af den. Almindelig omtanke og sund fornuft er de bedste midler til at undgå problemer. Vær på vagt ved turistseværdigheder samt bus- og jernbanestatio-ner, der vrimler med kunde-hajer og lommetyve. Undgå at vifte med store, kontante beløb og hold øje med bagagen. Ef-terlader De værdigenstande i en hotelboks, skal De sørge for at få en kvittering, og lad ikke kreditkort være ude af syne, når De betaler for indkøb. Det er sket, at turi-ster er blevet bedøvet og bestjålet i langdistancetog og busser, så afslå høfligt mad og drikke fra fremmede. Thailand er et fint sted at købe ædelsten, men lad Dem ikke friste til at købe større mængder for at sælge dem vi-dere, med mindre De kender markedet ud og ind. Ekstra påpas-selighed er nødvendig i afsides egne af landet, i fattige kvarterer i byerne, eller hvis De rejser alene.

Narkotika
Thailands lov forbyder køb og salg af opium, heroin og marihuana. Anklage for besiddelse, smugling eller handel kan føre til fængsel i 2-15 år, eller, i ekstreme tilfælde, dødsstraf. Grænseområderne i Nord tiltrækker narkosmuglere. Pas på fremmede i disse områder og lad ikke bagage være uden opsyn. Gå aldrig med til at indlevere en ‘venlig’ fremmeds kuffert i lufthavne.

Farlige områder
Det kan være farligt at opholde sig i grænseområder. Skiftende politiske forhold, stammeuroligheder og svagt definerede grænser har gjort visse områder af Thailand problematiske. Khmer Rouge indfald kan være en trussel langs grænsen til Kampuchea, hvor der også kan være landminer og lure-miner. Der er hyppige sammenstød ved grænsen til Burma, og det er bedst ikke at rejse alene i dette område. I visse dele af det sydligste Thailand kan den militante, muslimske gruppe PULO (Pattani United Liberi tion Organization) udgøre en trussel. Brug Deres sunde fornuft og hold Dem væk fra de mest afsides grænseegne.

Thaikøkkenet

MAD OG DRIKKE

THAIKØKKENET
DET THAILANDSKE KØKKEN Har mange lighedstræk med den thailandske national-historie. Det har udviklet sig gennem århundreder, men har samtidig opbygget en base af thailandsk identitet, der afspejler sig i de menuer, man bliver præsenteret for i Thailand i dag. Alligevel er det en importvare, der har sat det tydeligste aftryk på det thailandske køkken, nemlig chilipeberen.

DA CHILIEN KOM
Det blev portugiserne, som kom til at sætte det største præg på det thailandske køkken. I 1511 blev chilien introduceret til Ayutthaya-kongedømmet som en gave blandt mange ud-vekslet mellem europæiske handelsdelegatio-ner og det siamesiske monarki. Det er tydeligt for enhver, der rejser rundt i Thailand i dag, at chili er en væsentlig ingrediens i stort set alle måltider, også morgenmåltidet. Og selv-om den hidsige peberfrugt er en importvare i det thailandske køkken, har thaierne også her, sat deres eget præg på udviklingen. I dag findes et udvalg af særlige thailandske chilier, hvoraf især “muselortschilien” er den mest markante. (I THAILAND ER SUPPE OFTE DET MEST TURISTVENLIGE, FORDI MAN SELV KAN DOSERE CHILI M.M.) Den lille, temperamentsfulde peber spises både kogt og råt, syltet i eddike og især serveret i fiskesovs til stort set alle måltider.
Phrik khee nuu, som den hedder på thai, er med sin styrke med til at gøre Thailands køkken til et af verdens mest krydrede.



GEOGRAFISK INDFLYDELSE
Sådan har det ikke altid været. Mens Sukho-thai var det toneangivende kongedømme i regionen, bestod maden af glutinøs ris, rå eller let behandlede grøntsager, supper og retter stegt i en krydderiblanding af skalotteløg, galangarod og peberkorn. Proteinindholdet kom fra skovens dyr, som blandt andet bestod af vildsvin, hjorte, fugle, frøer, ferskvandsfisk-og rejer. Kokosgrænsen, som groft sagt er den breddegrad, hvor kokospalmer ikke længere kan vokse, gik og går stadig i Centralthailand. Så Sukhothai-køkkenet mindede mere om det nordthailandske køkken, man oplever især i Chiang Mai-området i dag. Gaeng Jeud er en suppe, der netop peger historisk tilbage på Sukhothai-kongedømmet med sin blanding af ferske grøntsager, kogt svinekød og klare suppefond. Den er særdeles spiselig for mere sarte skandinaver, men har måske e
netop også lovligt mange ligheder med ma-den i Norden.

DA BESTIKKET ANKOM
Madens udvikling op gennem Thailands historie er i bund og grund fortællingen om, hvordan ris blev akkompagneret af basale – og med tidernes skiften – forskellige ingredienser. I takt med at landet fik grænser ud mod havet, blev fisk og skaldyr i større mængder inddraget i menuerne. Og i kraft af mødet med europæerne blev thaierne introduceret til grøntsager som for eksempel “den europæiske bambus” asparges, og til skikke, der var forbundet med måltidet. Væsentligst var nok bestikket, efter som alle – rig som fattig – hidtil havde indtaget måltidet med fingrene. Endnu i dag er det almindeligt at opleve lokale især i Nordøstthailand, hvor klisterris er en hovedbestanddel, spise med fingrene. Det foregår i øvrigt med højre hånd. Men igen skaber thaierne deres egen stil eller fortolkning af måltidet og dets rammer. For madens ingredienser bliver udskåret, så konge og hof ikke skal bekymre sig om at skære kødet ud – og derfor ligger der konsekvent kun ske og gaffel ved tallerkenen.

FUSIONSKØKKENET
Da Bangkoks kongedømme i 1800-tallet blev besøgt af tilrejsende europæere, hvoraf flere havde en militær invasion af Siam i tan-kerne, blev det thailandske køkken benyttet som en art diplomati. På den ene side var det anderledes og eksotisk for de fremmede, på den anden side tilpassede de royale køkkenchefer sig den vestlige madkultur. Og i dette møde skabtes det thailandsk-europæiske fusionskøkken. I dag har koblingen mellem vestlige ekspe-rimenter i køkkenet og thailandske køkken-traditioner nået nye højder. Nogle af Asiens bedste restauranter, Sra Bua og Issaya Siamese Club i Bangkok samt mindre kendte som Nasi Campru i Chiang Mai, er blevet internationalt anerkendte på at fusionere et såkaldt klassisk thailandsk køkken med fx molekylær gastronomi, som er udviklet i Europa. Plud-selig er tom yam ikke en suppe, men et ned-kog, som efterlader så stor en smag, at man næsten kan gennemskue, hvilke ingredienser tom yam-krydderiblandingen er skabt ud fra.

DET AUTENTISKE KØKKEN
Thaierne har for længst lært sig at spise store mængder chili uden at være nær ved at omkomme. Men de lokales hang til chili er måske gået ud over det samlede smagsindtryk. Det mente i hvert fald den australske kok David Thompson, der stod bag den første gourmet-thairestaurant i verden, Nahm i London, som i 2001 modtog en Michelin-stjerne. Thompson havde kigget i nogle af de få kogebøger, som trods alt havde overlevet, siden de første opskrifter blev nedskrevet ved hoffet i slutningen af 1800-tallet. Fire år senere gentog danske Henrik Yde Andersen bedriften med sin Kiin Kiin-restaurant i København.

Siden bragte de to herrer deres opskrifter med til Bangkok, og det blev sjovt nok mødt med nogen skepsis blandt de lokale. Som en højt estimeret thailandsk madkritiker, Suthon Sukphisit, forklarede til New York Times: “Han gi’r thaierne en lussing. Det er uacceptabelt, hvis du fortæller thaierne, hvordan de skal lave rigtig thai-mad.”

Alligevel er Bangkoks restaurantscene i dag fyldt med thaikøkkener, der serverer en gourmetoplevelse baseret på mormors op-skrifter. Tidligere kunne finere thai-koge-kunst kun serveres med guldbelagt bestik og efter såkaldt royale opskrifter. Sådan er det ikke længere.